Det kræver mod at turde vende sig fra masserne, at træde uden for stammens normer og slippe trossystemer, som har holdt dig lænket i middelmådighedens trædemølle.
Men ikke desto mindre er det nødvendigt nu. Lysarbejdere i særdeleshed har ofte en indre trang til at bryde ud og en dyb længsel efter frihed, efter at leve det de faktisk er her for og forandre verden.
De mærker i deres indre at menneskeheden og Jorden har brug for os – for at vi tør leve autentisk og følge vores sjæl.
Vi bliver kaldet til at skabe en ny virkelig af fred, frihed, harmoni og kærlighed ved at stå af trædemøllen af begrænsninger og illusion.
Men frygten kan overtage, især frygten for ensomhed, for udelukkelse og adskilthed, selvom den ensomhed man kan føle blandt andre er endnu mere deprimerende, det ved jeg af personlig smertefuld erfaring.
Der er ingen glæde ved at undertrykke sig selv for at tækkes andre, ligesom universet ikke understøtter den, der lever i en offerrolle.
Første skridt er klarhed og indsigt. Accept af at tingenes tilstand er som de er, men at du er ansvarlig for dit eget liv og ikke længere vil status quo. Du vil forandringen.
– Erkende at du ikke nødvendigvis kan regne den ud, men må stole på din intuitive viden.
– Stole på din sjæls stemme som stille hvisker til dig i stilheden mellem to tanker.
Andet skridt er handling. Begynd at tage de beslutninger der føles rigtige, uanset hvad omgivelserne og dit eget sind siger til dig. Som oftest er det frygtbaseret, omend velmenende, ‘støtte’, og altså ikke at betragte som den højeste vejledning, selvom det er den vi er mest vant til at lytte til.
Det er dit højere hjerte der altid, uanset omstændigheder, guider dig i den retning der er mest optimal for dig.
Ligesom en flok rensdyr på vandring, kræver det at én begynder at gå og for en stund er alene, hvis migrationen af hele stammen skal lykkes.
Vi er nødt til at begynde at gå, i den retning der intuitivt føles rigtig, uanset hvad andre siger. Så vil glæden begynde at bære dig oppe, kærligheden give dig fremdrift og friheden give dig vinger…