
Vi yder alle en service til andre, blot ved at være den vi er. Hvis vi har en dagsorden om at hjælpe fordi vi selv får det bedre virker det modsat. Vi frarøver ikke blot os selv men også de andre. Specielt lysarbejdere lider af “redde-sygdommen” hvor hele vores væsen pga urgamle programmeringer, dikterer at vi må hive de andre der ikke er nået lige så langt med, eller hjælpe dem i deres forskellige problemstillinger i livet. På bekostning af vores egen energi og vores egne følelser.
Vi har lært at det er mere rigtigt og spirituelt at ofre os for de andre, så meget at vi ikke ved at det er det der sker, men tror at livet bare er sådan. Mange af os har aldrig lært at fylde vores egen kop først og skænke til andre derfra. I et forsøg på at få det bedre med os selv prøver vi så at hjælpe andre, men det fungerer modsat. Vi bliver drænede. Specielt siden de kosmiske ændringer der er sket siden 2006 hvor energi og stof, lys og frekvens nu opfører sig anderledes.
Før i tiden blev modsatrettet stof og energi tiltrukket af hinanden
Dvs healingsenergi blev tiltrukket til områder med syg energi osv. Det betød også at mennesker med en modsat energi end os selv blev tiltrukket af os og omvendt. Nu frastøder modsatrettet energi hinanden, dvs at energihealing ikke længere virker så godt og at vi i vores daglige liv oplever at venskaber, parforhold, arbejdspladser osv ændrer sig fordi vi ikke længere befinder os godt i miljøer der ikke er af samme energi som os selv.
Modsatrettet lys og frekvens tiltrækkes nu, dvs healing med lys og frekvens (som for eksempel Belvaspata) ophæver mangel på lys i kroppen (illusion) og genskaber harmoni i cellernes og DNA’ets frekvens (toner). Det betyder også at vi som mennesker nu har mulighed for at slippe det gamle åg af forpligtelse og opofrelse, de andre først og så os selv.
Mange os er mere kærlige ved andre end ved os selv, og lider under det.
Energivampyrisme er et meget godt udtryk for hvordan vi interagerer med hinanden på en ubevidst, negativ måde. Men det bliver mere og mere tydeligt hvad der foregår og vi reagerer nu på modsat energi, vi har lyst til at vende os fra det. Det er simpelthen ubehageligt at være i nærheden af det. Hjerteenergi har en højere potens og vil derfor altid overgå anden energi, selvom den er modsat, så det er stadig vigtigt at sætte grænser og mærke efter hvad der er optimalt for dig. Og det er selvfølgelig stadig muligt at hjælpe alle.
Men du vil sikkert opleve at blive mere og mere tiltrukket af ting, mennesker og steder der giver dig information (også subtil), glæde, skønhed osv. Og føle aversion eller mangel på interesse for tunge, fortættede steder og mennesker. Du vil tydeligere mærke og kunne skelne sandhed fra falskhed. Stol på at det du mærker er det rigtige, selvom du ikke kan sætte ord på det eller tør, af frygt for at lyde selvoptaget.
Det er ikke egoistisk, det er det eneste ægte kærlige vi kan gøre. Vi er på dybeste plan ét med alt hvad der eksisterer. Vi er i bunden af en æoner af år lang nedstigningscyklus og er på vej op – opstigning til højere bevidsthedsplaner, og hvis hver enkelt af os fylder os selv med lys og genetablerer forbindelsen til Livets Sang, påvirker det alt i skabelsen.
Jo mere jeg arbejder med Belvaspata healing, alkymi osv des mere føler jeg at jeg vender tilbage til den jeg egentlig er – og kan dermed give meget mere til andre. Uden at jeg bliver drænet eller gør det (ubevidst) fordi jeg selv har behov for at få det bedre. Det flyder bare… og smitter blot ved at jeg er.
Her er 3 tips til hvad du kan gøre for dig selv lige nu:
1. Anerkend dig selv for at være et guddommeligt væsen med helt unikke evner, mange af dem er ved at vågne nu og komme online. Sig feks. højt JA TAK til at modtage de gaver denne aktivering bringer. (Mange har faktisk modstand på dette)
2. Du har en ganske særlig rolle i kosmos. Hvis du manglede ville det store puslespil ikke være perfekt. Tag beslutningen om at ville være den mest optimale udgave af dig selv. Hvilken brik vil du være? Hvilken sang vil du synge i det kosmiske kor? Sæt dig ned og brainstorm på forskellige idéer, tanker og input om hvad der virkelig ville gøre dig glad at lave.
3. Sæt en intention om hver dag at gøre små ting for at forkæle dig selv. Forestil dig at du har en bedste ven der elskede dig overalt på jorden og som du med glæde ville gøre dette for. Og gør det så for dig selv.
Vi får heldigvis en masse hjælp fra vores usynlige hjælpere, smukke guides og engle. De styrker os i at leve ud fra det højeste Selv, i autenticitet og kærlighed, og hjælper med at transformere illusion i vores liv. Lad os integrere de kvaliteter de legemliggør ved at acceptere at de ligger latent i os allerede, vi skal blot mindes om.
I lys og kærlighed,
